Kesi

Kesi er et Swahili-navn og det betyder: Barn, født i en svær tid. Det lyder måske skørt at give en orangutang et swahili navn, da dette jo er et afrikansk navn, men du vil finde ud af, at det valgte navn alligevel ikke er så mærkeligt …..

Det var allerede sent om aftenen, da hundene i haven omkring Lones hus pludselig begyndte at gø højt. Eko, en af redningsarbejderne på Nyaru Menteng Rehabiliteringscenter, var lige kommet tilbage fra en redningsaktion nær oliepalme-plantagerne i den centrale del af Kalimantan. Han bar på en lille bylt, som han gav til Lone, projektleder af Nyaru Menteng. Indeni var der en lille tynd orangutanghun på omkring tre måneder. Hendes øjne var vidt åbne, og hun kiggede sig intelligent omkring for at prøve at finde ud af, hvad der skete rundt om hende. 

Pludselig kiggede Lone på mig med et blik, der gav mig kuldegysninger. Hun viste mig den lille orangutangs venstre arm; hun havde ingen hånd, kun en stump. Jeg fik gåsehud over hele kroppen og måtte se den anden vej, fordi jeg for mit indre øje kunne se, hvad der nok var sket med hende.

Jeg så for mig Kesi og hendes radmagre mor på farefuld færd mod menneskernes haver for at lede efter mad, da der ikke længere er mad i de få træer, der er tilbage i den engang så tætte regnskov, hun voksede op i. Moderen vandrer på jorden, for svag til at klatre, og så pludselig … mennesker kommer løbende efter moderen og barnet. Macheter, knive farer frem alle steder fra. De dræber moderen, og den lille baby, som holder så godt fast, mister sin hånd, da en løfter sin machete. Smerten må have været frygtelig og skræmmende. Menneskerne tager den lille med hjem, måske med intentionen om at sælge hende på det sorte marked.

Efter det første chok fik vi undersøgt hende nærmere. Det var også svært for hende at åbne sin venstre fod. Vi fandt et stort ar på den venstre fod. Min forestilling var ikke så urealistisk. Kniven, som skar hendes hånd af, ødelagde også hendes fod. Kommer hun mon nogensinde til at klatre i træer?

Kesi har et lille smalt ansigt som en mus. Det ser ud til, at hun allerede har glemt smerten. Hun smiler så glædestrålende, når hun ligger i sin lille kurv, og vi kilder hende på maven. Men jeg, jeg glemmer ikke smerten. Hver gang jeg kigger på hende, får jeg gåsehud igen, og jeg skammer mig over at tilhøre den samme art som de mennesker, der gjorde dette ved hende.

Kesi tilpasser sig hurtigt sine nye omgivelser på BOS rehabiliteringscenter, og efter et stykke tid bliver hun i stand til at bruge to af sine tæer til at holde om mindre grene, og så begynder hun selv at klatre i mindre træer. Hun klatrer op i 2 eller 3 meters højde, og så ved hun ikke, hvordan hun skal komme ned igen. Hun har virkelig brug for hjælp fra en af babysitterne, og hvis de ikke er hurtige nok, begynder Kesi at skrige for fulde kraft.

Kesi har det også svært, når hun ser sine venner vandre væk fra gruppen; hun ønsker at følge dem og lege med dem, men på grund af den manglende hånd kan Kesi ikke gå så hurtigt, og hun sakker bagud. Hendes klynken giver en gåsehud.. 

Men Kesi er meget udholdende. Hun prøver hele tiden at nå en højere gren, og hun vil blive ved med at prøve at indhente sine venner; hun giver aldrig op efter første forsøg. Hun begynder at bruge armen uden hånd mere og mere. Når hun hænger i træerne, flytter hun bladene op til munden med stumpen af armen.

Som mange af sine venner har Kesi desværre fået malaria - malaria kan sammenlignes med at have en alvorlig influenza. Hun føler sig derfor af og til lidt svagere end normalt. Men selvfølgelig bliver hun plejet godt af det medicinske team.

I dag er Kesi en glad lille orangutang på tre år, der på trods af sin manglende hånd har lært at opføre og klare sig som en helt almindelig orangutang. Hun har utroligt nok lært at bruge sin ”stump” sådan, at hun kan holde på frugterne, mens hun spiser og på mælkeflasken, når hun drikker. Og hun drikker en masse mælk, vældigt hurtigt!

Kesi er også blevet utrolig dygtig til at klatre, og kan uden problemer bevæge sig fra et træ til et andet. Man skal jo ikke glemme, at orangutangens fødder fungerer ligesom hænder, når de bevæger sig i træerne. Så Kesi har faktisk tre hænder tilbage, og ikke kun en, som vi mennesker vil betegne det. Til alles stolthed har Kesi har også lært at bygge sin egen rede.

Selvom de babysittere, som passer Kesi, elsker hende for hendes måde at klare sit handicap på, er Kesi ikke en nem unge at passe. Nye babysittere har ofte store problemer med hendes opførsel. Somme tider jager Kesi babysitterne rundt, mens hun slår dem, hvorefter hun skynder sig væk igen. Eller også kaster hun grene og kviste i hovedet på dem, når hun klatrer i træerne. Af en eller anden uforklarlig årsag bryder hun sig nemlig ikke om, at babysitterne sidder under træerne i skyggen. Jo, Kesi er blevet lidt af en vildkat. Hun er ikke bange for noget, og lever til tider livet lidt farligt.

Kesi elsker også at løbe væk fra sin gruppe, især hvis hun er i selskab med sine to bedste venner Fio og Waru. Hun har klart udvalgt sine ynglings babysittere, og hvis hun bliver passet af en, som ikke er på hendes favoritliste, løber hun med det samme væk fra gruppen. I de tilfælde hjælper det overhoved ikke at fange hende igen og følge hende tilbage til gruppen, for få minutter senere, er hun stukket af igen. Oftest stikker Fio og Waru af sammen med hende, og så leger de alle tre inde i skoven. Sommetider møder de også nogle af de andre grupper, som de leger med.

Det er virkeligt utroligt at se, hvordan Kesi har udviklet sig med sit handicap, og det er også en af grundene til, at alle babysitterne forguder og beundrer hende. De er alle imponerede over hendes ambition om at kunne leve som en helt almindelig orangutang. Så efter lang tids bekymring, er vi nu ikke i tvivl om, at hun nok skal blive en vild orangutang en dag.

Tilbage til valget...